Solomor henvisning
Hvad er en solomor henvisning?
En henvisning giver enlige kvinder adgang til at modtage gratis fertilitetsbehandling mod ufrivillig barnløshed via en offentlig fertilitetsklinik eller privatklinik med overenskomst.
Henvisningen er et krav, hvis du ønsker fertilitetsbehandling i det offentlige. Hvis du ønsker fertilitetsbehandling via en privatklinik med overenskomst, er det kun fertilitetsbehandlingen inseminering (IUI), du kan modtage gratis, hvis du har en henvisning.
Henvisninger er digitale. Du kan derfor finde alle dine aktive henvisninger via sundhed.dk. Du har derfor et overblik for, hvornår din henvisning skal fornyes, når du er i fertilitetsbehandling.
Hvad bruges en henvisning til?
Du kan bruge en henvisning, hvis du ønsker at få reduceret dine udgifter til fertilitetsbehandling. Der er dog række krav til dig som kvinde, der skal opfyldes, hvis du ønsker at få en henvisning fra din praktiserende læge til at kunne modtage fertilitetsbehandling mod ufrivillig barnløshed. F.eks. kan dit BMI-tal være afgørende, om du kan få en henvisning eller ej.
Det er valgfrit, om du ønsker en henvisning. Du kan sagtens opstarte fertilitetsbehandling uden en henvisning, men alle udgifterne er egenbetaling på en privatklinik.
Forskellen mellem offentlig fertilitetsklinik og privatklinik med/uden henvisning
Offentlig fertilitetsklinik med henvisning
- Få gratis fertilitetsbehandling ved inseminering (IUI) og reagensglas (IVF og ICSI), oplægning af optøede befrugtede æg (FER) eller dobbeltdonation (donoræg og donorsæd).
- Bestilling af donorsæd og donoræg er gratis.
- Egenbetaling: udgifter til hormonbehandling (husk at få medicintilskud af Sygesikringen Danmark).
Ulemper ved offentlig fertilitetsbehandling med henvisning
- Der er begrænset antal fertilitetsforsøg i det offentlige.
- Din alder og bmi-tal er betinget om du kan komme i offentlig fertilitetsbehandling.
- Nogle offentlig fertilitetsklinikker tilbyder kun bestilling af donorsæd og donoræg via European Sperm Bank eller Cryos. Undersøg hvem der er sædbankleverandør til din offentlige klinik samt om du har valgfri sædbankleverandør, inden du skriver dig på venteliste til forsamtale eller behandling.
Offentlig fertilitetsklinik uden henvisning
- Fertilitetsbehandling i det offentlige er ikke muligt uden en henvisning. Det kræver en henvisning for at komme i offentlig fertilitetsbehandling.
Privat fertilitetsklinik med henvisning
- Det er kun privatklinikker med overenskomst som tager mod henvisninger. Undersøg om din privatklinik har en overenskomst, hvis du ønsker IUI-behandling med henvisning.
- Få gratis fertilitetsbehandling ved inseminering (IUI).
- Egenbetaling: Der er valgfri leverandør ved køb af donorsæd og donoræg.
- Egenbetaling: Hormonbehandling (medicintilskud af Sygesikringen Danmark).
Ulemper ved privat fertilitetsbehandling med henvisning
- Det er kun inseminering IUI, som er gratis i det private, hvis du har henvisning. Hvis du skal i reagensglasbehandling eller andre typer behandling, er det egenbetaling.
- Din alder og bmi-tal er betinget om du kan få IUI-fertilitetsbehandling på privatklinik
- Det er dyrt at købe donorsæd og donoræg (egenbetaling)
- Der kan forekomme en udgift til IUI-behandling, selvom du har en henvisning. F.eks. privatklinikken skal klargøre din donorsæd (opbevaring og oprensning inden brug) som ofte kan være en uforudset udgift.
Privat fertilitetsklinik uden henvisning
- Der er 100% egenbetaling for alle typer fertilitetsbehandlinger uden at være betinget af krav fra henvisning om alder, bmi-tal eller du har barn/børn i forvejen.
- Alle blodprøver, forundersøgelser, fertilitetsbehandlinger, donorsæd og donoræg, hormonbehandlinger, scanninger etc. er egenbetaling.
- Ofte har privatklinikkerne forskellige behandlingspakker, hvor f.eks. et antal forsøg, blodprøver eller scanninger indgår i pakken. Kontakt din privatklinik for at undersøge dine muligheder for inseminering (IUI), reagensglasbehandling IVF eller ICSI, oplægning af optøede befrugtede æg (FER) eller dobbeltdonation (donoræg og donorsæd) for at finde det rigtige behandlingstilbud til dig.
Skal jeg opstarte fertilitetsbehandling med eller uden henvisning?
Som ufrivilligt barnløs har du mulighed for at få tilbudt fertilitetsbehandling med eller uden henvisning. Hvis du ikke har børn i forvejen, så er din alder afgørende for dit kommende fertilitetsforløb om du kan opstarte behandling i det offentlige eller på en privat fertilitetsklinik.
Der er fordele og ulemper ved at gøre brug af en henvisning, hvis du vælger offentlig fertilitetsbehandling eller IUI-behandling på privatklinik:
- En henvisning er kravbetinget f.eks. bmi-tal. Hvis dit bmi-tal er for højt eller lavt, kan du ikke modtage en henvisning. Læs mere om BMI-krav.
- Din alder er afgørende, om du kan komme i fertilitetsbehandling med henvisning i det offentlige.
Fertilitetsbehandling uden henvisning:
- Det er privatklinikken, der tager stilling til dine behandlingsmuligheder. F.eks. hvis dit bmi-tal er for højt til, at du ikke kan få en henvisning, er det op til privatklinikken at vurdere om dit bmi-tal er problematisk for din kommende fertilitetsbehandling.
- Det er ofte dit fertilitetsbudget, der er afgørende for dit fertilitetsforløb. Det er dyrt at gå i fertilitetsbehandling, når det er 100% egenbetaling.
Brug nedenstående illustration til at få overblikket om du har mulighed for fertilitetsbehandling med eller uden henvisning i offentlig fertilitetsbehandling og/eller privat fertilitetsklinik.
Illustration: Solomor henvisning, fertilitetsbehandling, solomor til donorbarn
Hvordan får jeg en henvisning til fertilitetsbehandling som enlig kvinde?
For at få en henvisning skal du kontakte din praktiserende læge og bede om en henvisning med henblik på fertilitetsbehandling mod ufrivillig barnløshed som enlig kvinde.
Din læge vil indkalde dig til en indledende samtale for at udfylde basale informationer såsom selve årsagen til henvisningen f.eks. du er ufrivilligt barnløs og ønsker at få barn via fertilitetsbehandling som enlig kvinde.
Hvad skal jeg vide inden lægesamtale og henvisning?
Når du beder om en henvisning til fertilitetsbehandling som singlekvinde, vil din læge (måske) spørge dig om, hvilken klinik henvisningen skal sendes hen. Dvs. du skal være afklaret med dig selv, hvor og hvordan du ønsker at opstarte dit kommende udredningsforløb til fertilitetsbehandling, inden du ringer til din læge og beder om en henvisning.
Ønsker du henvisning til…?
- Offentlig fertilitetsklinik
- Privatklinik (med overenskomst)
- Praktiserende gynækolog (med overenskomst)
En praktiserende gynækolog kan foretage en udredning til fertilitetsbehandling (visitering). Nogle gynækologer har kortere ventetid til udredning i forhold til en offentlig fertilitetsklinik. Så hvis du er tidspresset, så er det værd at undersøge, om du skal foretage udredningen hos en gynækolog, privatklinik eller offentlig klinik for at undgå for lang ventetid til fertilitetsbehandling.
Hvad skal en henvisning indeholde?
Er din praktiserende læge i tvivl om, hvad en henvisning skal indeholde? Få overblikket over det samlede indhold for henvisningen.
Disse blodprøver skal du have foretaget via henvisningen:
- Hepatitis B og C (leverbetændelse)
- HIV (anti-HIV 1+2)
- Stofskiftehormon Thyrotropin (TSH) – anbefalingen er, at TSH skal ligge under 2,5
- Hormonstatus: Anti-Müllersk hormon (AMH), Follitropin (FSH), Lutropin (LH), østradiol samt prolaktin
- Blodprøve for at undersøge, om du er vaccineret og immun over for røde hunde (Rubella)
- Glukose (HgbA1c) ved risikofaktorer for diabetes
- D-vitaminniveau (D3+D2)
Klik her for oversigten for alle blodprøverne du skal have foretaget (fertilitetsudredningen).
Disse prøver skal du have foretaget via henvisningen:
- Klamydiapodning
- Smear test (celleforandring ved livmoderhalsen)
- Måling af BMI-tal
- Evt. HSU eller HSG-undersøgelse (æggelederpassage)
Disse oplysninger om dig skal fremgå i din henvisning:
- Selve årsagen til din ufrivillige barnløshed f.eks. at du er ufrivilligt barnløs som singlekvinde, og at du på baggrund af ufrivillig barnløshed ønsker fertilitetsbehandling
- Hvis du har haft aborter eller haft tidligere graviditeter
- Din menstruationscyklus
- Hvis du har haft et forløb i psykiatrien
- Dit BMI-tal
- Din generelle sundhedstilstand
- Sygdomshistorik f.eks. operationer, hospitalsindlæggelser, tidligere kønssygdomme, infertile sygdomme